Det bliver da vist ikke lige i det spæde forår, at Gittemor løber raskt gennem skovbunden. Jeg skal desværre have en ny hofte i nær fremtid.
Der er jo rigtig mange mennesker der efterhånden har fået nye hofter, og heldigvis erfarer jeg fra deres beretninger, at det ikke er noget særligt! Ved nu ikke lige om jeg føler “det ikke er noget særligt” – det kommer ikke til mig på det mest belejlige tidspunkt må jeg sige.
Jeg fik faktisk allerede en ny hofteskål allerede som 3 årig. Det gik der rigtig meget af min tidlige barndom med, hvor jeg blandt andet var fastbundet i gibs på begge ben i næsten en år – og endda et par gange. Fejlen i hoften blev opdaget for sent, så det var noget omstændigt at udfører en operation dengang i tresserne. Ikke desto mindre, kom det til sidst til at fungerer rigtig godt – og i de sidste 52 år, har jeg faktisk ikke haft gener eller problemer med hoftebasserne.
Her sidder jeg på armen af min moster med gibs på benene
DET KOM PLUDSELIGT
Sådan ligtefra den ene dag til den anden, begyndte jeg at have problemer med at få mit ben ud til siden – de sædvanlige rygøvelser hvor benet er med kunne jeg ikke gennemfører uden det gjorde ondt. Kort tid efter blev der en hvinende smerte i lysken, på ydersiden af låret – og efter nogle uger kunne jeg ikke gå ordentligt. Det føles som om en syl presses op i lysken og at hoftepartiet “låser”. Nu er jeg på krykker og en hulans masse piller – og så må det bare hutle mig igennem til operationen kommer. Jeg er jo ikke syg….bare voldsomt plaget 
Efter et hav af røntgen og scanninger, må jeg erkende, at hoften ikke længere dutter. Den er fuldstændig nedslidt. – Egentlig kan man jo godt være lidt imponeret over, at den har holdt i 53 år – og specielt i alle de år hvor jeg er vokset og udviklet mig meget. Nu skal der så en ny dippedut ind – og jeg glæder mig som et barn til, at jeg får en forhåbentlig snarlig dato….den smerte er ikke rar og jeg vil gerne af med alle de smertestillende piller jeg fylder mig med.
Prøver tappert at overbevise mig selv om, at 55 år stadig er ungt til en ny hofte, så mon ikke jeg kommer mig hurtigt ovenpå operationen og snart er i vigør igen. Det huer mig ikke at min kolonihave skal forsømmes lidt fra starten af foråret, – der skal nok bruges mere tid på genoptræning end lugning.
Hvis nogle af jer har nogle opmuntrende, positive og glædelige historier om emner “ny hofte”, så har jeg rigtig meget brug for lidt positive heps:)
Jeg har heller aldrig prøvet en operation i rygmarvbedøvelse – det er faktisk det jeg frygter mest. Tanken om at kunne følge med i det hele, giver nogle ubehageligt flash back til min barndom, hvor jeg rent faktisk var så “heldig” at vågne under operationen……og der gik en rum tid før de opdagede det. Den smerte og frygt sidder ret dybt. – men det klarer jeg vel også.
Her fra ventepositionen ønskes en god weekend
Knus Gittemor